Svenskfinske Susanna Alakoski priser overlevelsen I debutroman:
BØRNS LIVSKRAFT ER ENORM

 Selv om alt braser sammen, leger og synger børn. De tager sig retten til at leve trods næsten hvad som helst. Den kraft hylder den svensk-finske forfatter Susanna Alakoski i sin debutroman Svinestierne. Her beskriver hun en pige, der som hun selv, voksede op i et fattigt sydsvensk boligkompleks og tidligt vidste, at hun måtte væk.

Af Mette Bender
Susanna Alakoski tilbragte barndommen i kaotiske omgivelser præget af fattigdom og druk. Nu lever hun sikkert og godt med mand og tre børn i udkanten af Stockholm.

Hendes prisbelønnede debutroman Svinestierne tog svenskerne med storm sidste år og udkommer i Danmark i denne måned. I den priser hun børns evne til at gro trods svære kår.

Romanen beskriver verden, som den ser ud for en pige, der vokser op blandt voldelige og ulykkelige voksne. Den fortæller om børn, der fortsætter med at leve, selv om alt braser sammen om dem.

– Selv hvor der er krig, og hvor huse ligger i ruiner, leger og synger børn i gaderne. Deres overlevelseskraft er fantastisk, og det er den utrolige kraft, jeg har villet beskrive. Min hovedperson Leena tager sig som de fleste børn i verden retten til at leve, selvom det er svært, når volden siver gennem væggene, siger Susanna Alakoski, der er 45 år.

Ligesom Alakoski selv emigrerer hovedpersonen Leena som lille pige fra Finland til Sydsverige sammen med sin familie. Og som Alakoskis familie flytter Leenas ind i et nyopført boligkompleks i Ystad, der i kommunen hurtigt får tilnavnet Svinestierne.

Her bor byens svageste. De arbejdsløse, de lavtlønnede, immigranterne, alkoholikerne, stofmisbrugerne, de voldsramte familier og de svigtede børn. De udsatte, som Susanna Alakoski kalder dem.

Hun skriver på kærlighed
Familien var fattig allerede i det krigshærgede Finland. I Sverige får de til overflod toilet, bad, altan og parketgulv. Penge og møbler har de stadig ingen af, og de mangler nu desuden deres rødder og deres familie og venner.

Femina møder forfatteren under en trækrone på en fortovscafe nær hendes hjem i Gustavsberg i den stockholmske skærgård en halv times kørsel fra Stockholms centrum. Hun fortæller om sin bog og om sig selv, mens hendes yngste datter spiser is og fodrer fugle.

Hendes ord er som romanen præget af medfølelse og humor og et mere fjernt spor af smerte. Til gengæld er der ingen vrede mod svigtende forældre og hård opvækst.

Susanna Alakoski har i dag økonomisk sikkerhed, uddannelse og en tryg familie. Hendes mand er digteren Mats Söderlund, og sammen med ham har hun tre børn på ni, fjorten og femten år.

– Mine forældre er døde, men de ville være stolte af mig, fordi jeg har skrevet denne bog. Den taler for dem og andre udsatte eksistenser i det svenske samfund.

Hun skriver ikke på følelser som had eller hævn. Det ligger hende fjernt, kærlighed er snarere drivkraften.

– Selv om jeg måske engang har været gal og ked af det, bærer jeg ikke i dag på den slags. Måske havde bogen været anderledes, hvis jeg havde skrevet den for 15 år siden, siger Susanna Alakoski og smiler.

Jek vil leeke met dek
Forfatteren og Leena er ikke den samme.

– Jeg har som Leena oplevet misbrug på nært hold, og jeg er vokset op samme sted. Jeg bærer en stor bunke oplevelser med mig fra min barndom, som jeg bruger, når jeg skriver, men historien om Leena er fiktion. Personerne er opdigtede, og der er store forskelle mellem mig og hende, understreger Alakoski.

Hun nævner som eksempel Leenas møde med det svenske sprog. Hendes første forsøg på svensk er Jek vil leeke met dek, som hun siger til Åse, der ender som den ene af hendes to bedste venner.

– Jeg har forestillet mig, hvordan det må være som fireårig at havne i et fremmed land, men jeg har ikke selv nogen bevidst erindring, forklarer hun.

De tre piger Leena, Åse og Riita danner til sammen romanens samlingspunkt. De tre sammenligner fordele og ulemper ved deres mildest talt dysfunktionelle familier og overlever sammen uden helt at gøre sig klart, hvor meget deres venskab betyder for dem hver især.

Når de voksne slås eller drikker, sover pigerne i den lejlighed, hvor der er mest ro. De trøster hinanden, når de har ondt i maven om natten, og de deler bekymringer og tanker.

Susanna Alakoski har stadig venner fra barndommen.

– Vi har kontakt med hinanden, de lever endnu i Ystad. Mellem os føler vi en stærk solidaritet. Også de er stolte af min bog, siger hun.

De tre søskende i bogen har til gengæld ikke så tætte indbyrdes forhold.

– Leena forsøger at hjælpe de andre to, men de har alle travlt med at overleve hver for sig. Ingen i familien har kapacitet til at yde, så de søger hjælp udenfor, siger Alakoski, som i sit arbejde med socionomi særligt interesserer sig for udsatte kvinder og ligestilling.

– Derfor er det ingen tilfældighed, at mor og datter spiller så vigtige roller i min roman, forklarer hun.

Uddannelse var vejen væk
Susanna Alakoski fortæller om den indre vished, hun tidligt fik om, at hun vil noget andet, end det hårde slid og det bevidstløse druk, de voksne i hendes barndom dulmede sig med.

– Uddannelse var min vej væk, men længe ønskede jeg bare at forlade det, der skræmte mig. De trætte rygge og smertende kroppe. Men jeg kunne ikke selv definere, hvad jeg ville i stedet, der havde jeg brug for hjælp. Min mor ønskede faktisk, at jeg skulle studere, men hun kunne ikke sige til hvad. Held og stædighed bragte mig videre, jeg flyttede som 17-årig til Göteborg. Den store by med de mange forskellige mennesketyper inspirerede mig, men længe var det sådan, at jeg bare stoppede der, hvor jeg tilfældigvis slog næsen mod muren. Jeg mødte efterhånden flere mennesker, der lignede mig selv. Det eneste, jeg altid har vidst, er, at jeg ville skrive, og mødet med min mand, der også arbejder med ord, var meget væsentligt.

I dag har hun muligheder og penge til for eksempel at betale for sine børns på skolerejser. Det glæder hun sig over.

Hvert ord i Alakoskis roman beskriver verden i barnets øjenhøjde. Derfor forandrer romanen sig også, efterhånden som Leena bliver ældre.

– Jeg vil ikke vurdere eller moralisere. Jeg vil præcist og ucensureret beskrive, hvad et barn oplever. Det har krævet en meget stor mental kraftanstrengelse af mig. På et tidspunkt skar jeg tre hundrede sider ud af bogen, fordi de ikke var loyale over for barnets perspektiv, siger Alakoski.

Hellere røre end underholde
Svinestierne er rost for at være morsom. Den beskriver de mange voksne i Leenas liv uden filter, så de fremstår pudsigt afklædte og mere rørende i deres uformåenhed end ynkelige og uansvarlige.

– Jeg synes ikke selv, det er en morsom bog. Der er sjove hændelser, og foruden alt det sørgelige, der sker, er der lykke og kærlighed mellem figurerne. Men jeg vil hellere, at min bog rører læserne, end at den morer dem, siger Alakoski, der har mødt mange af sine læsere på svenske biblioteker.

– Jeg har også fået mange breve, ikke mindst fra kvinder, der gennem bogen har fået mod til at tale om deres skam over druk og vold. Det glæder mig meget, at min bog støtter dem.

Forfatteren føler sig noget slidt af det hårde forløb, som fulgte med bogens udgivelse og succes i Sverige.

– Den var så svær så svær at skrive, og jeg vil så gerne i gang med den næste, som forhåbentlig bliver lettere. Jeg har lange lister af romaner og figurer i hovedet, siger Alakoski, som i mange år kæmpede for at få forlaget Bonniers i Sverige til at udgive Svinestierne. Da den endelig udkom, blev den revet ned af boghandlernes hylder.

Hun mener selv, at romanen har fyldt et stort hul efter socialrealismen, som mere eller mindre sluttede i 30’erne. Nogle beskriver Susanna Alakoski som en moderne arbejderforfatter.

– Nu hvor det endelig er lykkedes mig at udgive min bog, har jeg fundet plads på den hylde, hvor jeg helst vil være, og hvor jeg føler mig hjemme. Herfra kan jeg udrette meget, og jeg kan leve af den store glæde, jeg altid har haft ved sproget. Jeg er en fortæller og en lytter.

Om Susanna Alakoski og Svinestierne

• Susanna Alakoski er født i 1962 i Vaasa, Finland, og opvokset i Skåne
• Hun bor nu i Stockholm sin mand digteren Mats Söderlund og deres tre børn
• Hun har en universitetsgrad i socionomi og har arbejdet som pressesekretær i Vänsterpartiet for feministen Gudrun Schyman, da hun var partiets leder
• Susanna Alokoski har forsket i køn og klasse og udgav i 2006 antologien Tala om klass om kendte og ukendte kvinders rejser mellem klasser
• Svinestierne hedder på svensk Svinelängorna.  Romanen udkom i Sverige sidste år og fik Augustprisen samme år som den første debutroman nogensinde
• Første svenske oplag blev udsolgt på fem dage
• Svinestierne udkommer på Gyldendal den 5. september 2007 til en pris på 250 kroner
• Romanen er oversat til dansk af forfatteren Ida Jessen
• Den udkommer desuden i Finland og Tyskland

To uddrag fra Svinestierne

 Her følger et afsnit om Leenas mor den første sommer i Ystad, inden drikkeriet tog fart:

Det var mor der gik tur med os i skoven, lærte os at finde vej til stranden. Det var hende der lærte os at genkende sandskovsduftene og vide hvornår man kunne gå over gaden. Det var hende der smurte madder og sørgede for noget at drikke og ikke glemte at få tæppet med. Det var mor der viste os hvor de vilde kirsebær voksede, syrenerne, og det var hende der viste os at en almindelig dag kan rumme hvad som helst og vare en evighed. Det var hende der pegede på den hede sommerdag når den trak sig tilbage over horisonten om aftenen. Og det var hende der sagde at dage da godt kunne trække sig tilbage da far sagde at dage overhovedet ikke kunne trække sig tilbage.

      Det var mor der lugtede så godt.

Her følger en episode, hvor Socialkontoret aflægger spontant besøg i Leenas familie:

De kom ind i samlet trop. Praktikanten blev skubbet ind over tærsklen først. Socialmadammerne lagde ikke mærke til opgørene der stadig lå på sofabordet eller truslerne, der stadig hang i luften. De spillede blinde og sagde ikke noget om mors farvestrålende pandekageblåmærker. De satte sig ned på et af de vigtigste spørgsmål.
      Heej, sagde de, dejligt at se jer, hvordan har I det nu, og nej hvor er her fint! De sad med råkrydsede arme og ben. De holdt intens øjenkontakt med hinanden og snakkede alment om vejr og vind og den evige skånske blæst og den uddøende torsk i Østersøen. Bagefter kom de til sagen.
      Store huse og venlige mennesker.
      Tvingende og frivillig lovgivning. Paragraffer.
      Jeg pegede på mors sprækkede læbe og prøvede at vise dem hullerne i væggene og på gulvene.
      Men kan I da ikke se at vi er lige ved at dø?